Ballo della Regina

Det Kongelige Teater

Ballo della Regina, der på dansk betyder Dronningens bal, er en ballet af George Balanchine til musik af Verdi. Det er et af Balanchines teknisk sværeste værker, der skubber danserne til deres yderste grænse, mens de skal udstråle lethed og elegance. Den ekvilibristiske ballet er et pragteksempel på Balanchines storslåede musikforståelse og rene trinsprog. 

Ballo della Regina havde premiere den 12. januar som en del af forestillingen Ballet de Luxe, og optagelsen er en intern arkiv-optagelse, der normalt ikke vises til publikum. Helt ekstraordinært har de medvirkende givet Det Kongelige Teater lov til, at vi kan streame den til publikum under den nuværende nedlukning pga. COVID-19.