
Barberen i Sevilla
Opera
Det Kongelige Teater rykkede ud i bylivet under Copenhagen Opera Festival med Rossinis elskede opera Barberen i Sevilla opført på en ladvogn.
Det skete under Copenhagen Opera Festival for at bringe glæden ved operaens musik og drama ud til publikum, der hvor publikum er – på byens torve og pladser.
Ideen bag forestillingen var at tage en kendt opera, skære den ned i tid og opføre den på fem af byens åbne pladser – Torvehallerne, Bispebjerg Torv, Amager Strandpark, Toftegårds Plads og Den Sorte Plads – hvor folk mindst venter det. Barberen i Sevilla var derfor til lejligheden skåret ned til en times musik, der blev spillet fra ladet af en tolv meter lang lastbil med fem sangere og fire musikere – forklædt som et Frelsens Hær orkester.
I denne fortolkning af Rossinis berømte opera er den ældre Bartolo på flugt fra Sevilla. Han er blevet snuppet i at sælge ulovligt proteinpulver og anabolske steroider og er nu flygtet i sin lastbil med sin protegé Rosina. Lastbilen er brudt sammen midt på gaden, og Bartolo forsøger at reparere den. Snart tager et lille orkester fra Frelsens Hær opstilling i lastbilens skygge og snart kommer barberen Figaro til med sin vogn, som han straks stiller op i håbet om at lokke folk til en hurtig barbering. Grev Almaviva – der er forelsket i Rosina og har fulgt efter lastbilen – ankommer på sin vespa og snart har han og Figaro lagt en plan for, hvordan de kan hjælpe den skønne Rosina ud af Bartolos klør.
